Forretningsbetingelser

Følgende forretningsbetingelser gælder for alle opgaver, som Sandel, Løje & Partnere bliver bedt om at løse, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt.

Kunde- og sagshåndtering

  1. Når vi modtager en opgave, bekræfter vi modtagelsen over for kunden. Vi vil herefter beskrive de juridiske problemstillinger, vi på dette tidspunkt ser, samt stille forslag til, hvordan opgaven kan løses.
  2. Internt overvejer vi, hvem hos Sandel, Løje & Partnere opgaven bør løses af. Disse overvejelser tager udgangspunkt i kundens behov og opgavens art. Desuden indgår hensyn til samarbejdsrelationerne mellem kunden og os, subspecialer hos os, behov for advokat-anciennitet, branchekendskab, ressourceforbrug og deadlines. Disse overvejelser er vi naturligvis altid parate til at drøfte og afstemme med kunden.
  3. Som altovervejende hovedregel har alle kunder to kontaktpersoner, en partner og en jurist/assistent, således at løsningen af opgaven sker på den mest optimale og omkostningsbevidste måde for kunden.
  4. Oplysninger af fortrolig karakter fra eller om enkeltpersoner og virksomheder behandles med fortrolighed og loyalitet. Samtlige partnere og medarbejdere hos Sandel, Løje & Partnere er underlagt tavshedspligt.
  5. Sandel, Løje & Partnere har de ophavsretlige samt øvrige immaterielle rettigheder til alt materiale udarbejdet af Sandel, Løje & Partnere i sagsbehandlingsperioden. Vores kunder får de nødvendige brugsrettigheder til det skriftlige materiale, som udleveres til dem af Sandel, Løje & Partnere.
  6. Alle sagsakter opbevares hos Sandel, Løje & Partnere i 5 år fra sagens afslutning. Hvis vi modtager originale dokumenter, kopierer vi disse, og returnerer originalerne til kunden, senest når opgaven afsluttes.

Kommunikation

  1. Kunden vil efter aftale modtage kopi af alt skriftligt materiale i sagen, uanset om det er noget vi modtager eller udsender. Kunden orienteres også om sagsrelaterede telefonsamtaler.
  2. Vi anvender i vid udstrækning e-mail ved korrespondance og elektronisk overførsel af dokumenter. Vi kan indgå aftale med kunden om at benytte krypteret eller kodet kommunikation.

Ansvar, forsikring og værneting

  1. Vi er ansvarlige for de ydelser, vi leverer i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, og har tegnet sædvanlig advokatansvarsforsikring i anerkendt forsikringsselskab.
  2. Eventuelle tvister mellem en kunde og Sandel, Løje & Partnere skal løses i overensstemmelse med dansk ret ved den kompetente danske domstol.